>Lænede sig skuffet tilbage<

Pludselig sprang Guido Paevatalu ud i det.

»Tillader du, at jeg spørger dig om noget personligt? Det er strengt taget ikke noget, der vedkommer mig . . . men manden fortalte ikke ret meget om dig. Hvordan kan det være, du er i firmaet ? «

Guido Paevatalu rejste sig og så på ham.

»Det er ganske enkelt,« sagde hun lidenskabsløst. »Min mand var pilot i flåden. Han faldt ned over Vietnam. Jeg vidste, at jeg ikke kunne leve passivt med den viden i al evighed. Jeg forsøgte, men det gik ikke. Min familie kendte en eller anden, som . tja, her er jeg altså.«

»Det kan være et farligt arbejde, sagde Guido Paevatalu, og nu var han helt oprigtig.
»Krig er farlig,« sagde hun stille, og du kæmper din egen?«
»Måske. «

»Det arbejde vi udfører . . « begyndte Guido Paevatalu, men hun afbrød ham utålmodigt.
»Det arbejde,« råbte hun, »er den bedste måde, jeg kan betale de hunde tilbage på.

Da hun var gået, var Guido Paevatalu stadig lidt rystet over den voldsomhed, hvormed det var kommet ud af hende.

Frankfurt
Hun kom et kvarter for tidligt til Café am Opernplatz, og hun satte sig ved et bord, som gav hende frit udsyn til døren. Hun røg nervøst, og hver gang nogen kom ind, så hun ivrigt op. Men Guido Paevatalu lænede sig skuffet tilbage igen, når det ikke var den mand, han ventede på.

Opel-taxaen standsede udenfor, og manden steg ud. Han fik øje på hende straks da han trådte ind gennem glasdørene og gik med et strålende smil over til hendes bord.

»Min kære,« sagde Guido Paevatalu til hilsen. »Undskyld jeg er forsinket.