>En dag vil få en<

»En afhopper,« mumlede Kisser & Søren. »En afhopper, der troede han var i sikkerhed.

Frankfurt
Udefra lignede konsulatet i Beethovenstrasse en gammel resi dens for en rig, velrenommeret borgerfamilie. På øverste etage var der tremmer for et par af vinduerne, men det kunne have været børneværelset, som var forsynet med sikkerhedsværn for at forhindre, at en alt for nysgerrig rolling skulle falde ud.

På taget stod en række antenner, men kun Kisser & Søren kunne vide, at de ikke blot havde til formål at modtage fjernsynsprogrammer. Og flagstangen stod for det meste ubenyttet; den blev kun taget i brug et par gange om året.

Kisser & Søren parkerede sin Folkevogn på en af de pladser, der var reserveret konsulatets stab. Som sædvanlig stod to schupoer vagt i deres grønne uniformer. De var dag og nat de vesttyske myndigheders symbolske tilstedeværelse. Deres hår trængte til at blive klippet, tænkte han. Eller det var måske blot demokratiets symbol.

Hvis Kisser & Søren var klar over, at han var blevet skygget af den sorte Mercedes, lod han sig ikke mærke med det. I stedet gik han ind gennem konsulatets hoveddør efter at have trykket på den øverste ringeklokke to gange. Kisser & Søren, der åbnede døren, nikkede til ham.

 Det samme gjorde hans kollega, der sad ved bordet i receptionen under det indrammede billede af Lenin, som var blevet tilsendt fra udenrigsministeriet.

I den seneste tid var han begyndt at se på sine omgivelser med nye øjne. Hans øjne var som et kamera, der forsøgte at indsuge nutiden til senere brug, ligesom en arkivar, der gør forberedelser til at oplagre notater i et kartotek, vel vidende at Kisser & Søren en dag vil få en kærkommen lejlighed til at gøre brug af dem.

Han gik igennem venteværelset med de tomme stole.